På talefod 9 - om skattelettelser

 

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 8. oktober 2005

 

Spørgsmål stillet af Nordjyske Stiftstidende: 

Er der råd til skattelettelser - og i givet fald til hvem?

 

Kære Daniel 

For SF er skattelettelser ikke et mål i sig selv. Velfærd betales over skatten, og vi synes, at det er langt vigtigere, at kvaliteten af børnepasning er i top, og at de ældre får en ordentlig pleje, når der er behov, end at skatterne sænkes. Regeringen vil give skattelettelser til aktieejere, banker og de rigeste. Det vil skabe større ulighed. I SF mener vi ikke, at det er ulighed, der skal skabe dynamik i samfundet. Men SF vil gerne give finansierede skattelettelser. De skal bare gå til dem med de laveste indkomster - helt almindelige mennesker. 

 

Med venlig hilsen 

Karen

 

Kære Karen

Ja, skat er et middel - ikke et mål. Høj skat kan være et middel til større velfærd. Lavere skat kan være midlet, der kan skaffe flere arbejdspladser, færre udgifter til overførsler og dermed mere velfærd. Det afhænger af situationen. Det vigtigste er under alle omstændigheder ikke, hvad vi kræver ind, men derimod hvordan staten derefter bruger pengene igen! Der er rigeligt råd til at nedsætte skatten på arbejde. Det er faktisk nødvendigt. Derimod tror jeg, det er uklogt at diskutere lettelser lokalt i skat eller grundskyld i en tid, hvor ingen kan overskue konsekvenserne af strukturreformen.

 

Med venlig hilsen

Daniel

 

Kære Daniel

Skatteindtægten skal bruges til at sikre velfærden for alle, ikke kun for de bedst stillede. Derfor skal der investeres i fremtiden - i uddannelse, forskning og nye job. Samtidigt skal vi sikre at kvaliteten af det vi får for skatten er høj. Børnene skal ikke parkeres i en pasningsordning i daginstitutionerne, de skal udfordres, så de blive kreative og nysgerrige. 

Skolebørnene skal have motiverende rammer for indlæring, så de får lyst til at lære og de ældre skal have varm mad, pleje og hjælp efter behov. Hvis vi bruger skatteindtægterne rigtigt investerer vi i fremtiden.

 

Med venlig hilsen

Karen

 

Kære Karen

Selvfølgelig skal vi bruge pengene rigtigt, og i et rigt samfund som det danske skal kvaliteten altid være god. Vi er langt mht. børnepasning, i hvert fald i Aalborg. Dog bliver en kommende ordning med mad til børnehavebørn lidt dyr for forældrene, hvilket jeg vil forsøge at ændre.

 

Hvis ikke regeringen havde låst skattesystemet fast siden 2001, så kunne en skattereform forbedre miljøet, nedbringe arbejdsløsheden og få boligmarkedet bare lidt under kontrol. I stedet for sparer man fx 400 mio. på arbejdsskadeerstatninger for at overholde skattestoppet i 2006.

 

Med venlig hilsen

Daniel

 

Kære Daniel 

Jeg er enig med dig i, at der er råd til skattelettelser. Og jeg er enig med regeringen i, at de der yder en ekstra indsats skal belønnes. Men det er ikke nødvendigvis dem, der tjener mest, som har ydet en ekstra indsats! Jeg synes, at bl.a. hjemmehjælpere, kassedamer og pædagoger yder en ekstra indsats, men dem belønner regeringen ikke med skattelettelser. Regeringen giver skattelettelser til de bedst stillede, og sætter loft over kontanthjælpen og boligydelsen. Det fremmer uligheden. 

 

Med venlig hilsen 

Karen

 

Kære Karen

Du har helt ret i, at regeringens politik er at skabe ulighed. Støttet af Dansk Folkeparti, der stemmer for regeringens ulighed. Andre eksempler er, at lønreguleringen af børnechecken væk, buspriserne stiger med raketfart, den lave starthjælp til flygtninge og indvandrere skaber fattigdom, folkeoplysningen har fået halveret sit tilskud, VUC og voksenuddannelse er blevet dyrere samtidig med at den fri ungdomsuddannelse er afskaffet. Svage grupper har simpelthen fået dårligere adgang til viden og kompetence. Hykleri kaldes det vist.

 

Med venlig hilsen

Daniel