På talefod 7 - om forfatningstraktaten

 

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 30. april 2005

 

Spørgsmål stillet af Nordjyske Stiftstidende: Hvilke konsekvenser bør det have for den planlagte danske folkeafstemning om EU-traktaten, hvis Frankrig 29. maj stemmer nej til traktaten?

 

Kære Daniel

Storbritanniens Premierminister Tony Blair sagde tydeligt,  " Man kan ikke have en afstemning om ingenting ", da han blev spurgt om briterne skal til folkeafstemning, hvis franskmændene stemmer nej. Jeg er helt enig med Tony Blair, og forstår ikke hvad en dansk afstemning skal bruges til, hvis det ender med  et nej i Frankrig, et nej i Holland den 1. juni, og en aflyst brittisk afstemning.

 

Med venlig hilden

Per

 

Kære Per

Jeg synes det er et svært spørgsmål. Fordi ingen ved, hvad der sker i Europa, hvis franskmændene stemmer nej. Hvis alt er uafklaret til september, giver det ikke mening med en dansk afstemning. Det vil være ærgerligt for demokratiet, hvis traktaten forkastes, da den understreger, at der er tale om et samarbejde mellem suveræne stater og hvor magten i høj grad flyttes over i det folkevalgte parlament. Det er også en traktat, hvor fælles værdier og mål som ligestilling, forbedring af miljøet, forbrugerbeskyttelse, sikring af børns rettigheder og kamp mod diskrimination slås fast.

 

Med venlig hilsen

Daniel

 

Kære Daniel

Du har ret i, at vi kun kan gisne om hvad konekvenserne bliver for samarbejdet, men jeg forestiller mig ikke at EU kører videre uden Frankrig. Den logiske konsekvens må blive en genforhandling, hvor håbløst det end måtte være. Et " non " fra franskmændene, bunder nok mest af alt i indenrigspolitiske problemer, samt et forsøg på at bremse Tyrkiets indtræden.

Jeg forestiller mig at der dømmes pause et stykke tid.

 

Med venlig hilsen

Per

 

Kære Per

Naturligvis må der være konsekvenser, hvis et land stemmer nej. Du får det dog næsten til at lyde helt positivt, hvis der dømmes pause. En pause kan blive nødvendig, men vil være en forplumring af arbejdet med at gøre EU til en mere åben og demokratisk institution med 25, snart 27, lande.

 

I stedet for altid at hænge fast i negativt ladede spekulationer, savner jeg en bred deltagelse i de mere interessante diskussioner om, hvad vi mon kan og til dels allerede har fået ud af EU. På mange måder er det som om den danske debat har svært ved at slippe 1970´erne.

 

Med venlig hilsen 

Daniel

 

Kære Daniel,

Spørgsmålet går på konsekvenserne for den danske afstemning, ved et nej i Frankrig. Jeg fastholder at det vil være formålsløst med en dansk afstemning. Den franske udenrigsminister Michel Barnier sagde forleden " .. så kommer der ingen ny traktat i meget lang tid "Samarbejdet må så fortsætte på baggrund af Nice- traktaten, og så tror jeg at der kan skabes enighed om dele af  traktaten, f.eks. flertalsafgørelser på flere politiske  punkter, uden at ratificerer hele traktaten.

 

Med venlig hilsen

Per

 

Kære Per 

Alle 25 lande burde stemme den samme dag. Så slap vi for mange spekulationer, vi fik en mere koncentreret debat og længer perioder med ro til politik, hvor der ikke hele tiden er afstemninger, der stjæler fokus. Men ja, hvis plan A, forfatningstraktaten, falder, så må man lave plan B. Spørgsmålet er, hvor meget man kan gøre uden traktaten, hvis et nej skrinlægger processen. Vedtages indholdet alligevel, kan man kritisere nej-landene for ikke at respektere befolkningerne. På den anden side, vil det ikke være særlig demokratisk helt at stoppe processen i en situation, hvor 24 lande har sagt ja og ét har sagt nej.

 

Med venlig hilsen 

Daniel