På talefod 2 - om nordisk samarbejde
Bragt i Nordjyske Stiftstidende 6. november 2004
Spørgsmål stillet af Nordjyske Stiftstidende: Hvilken betydning har det nordiske samarbejde - og hvilken betydning bør det have?
Kære Per,
Det nordiske samarbejde skal reformeres. Det historiske og kulturelle fællesskab mellem de nordiske lande er velkendt, og har stadig stort potentiale. Fx med Ørestadsregionen. Indtil for ganske få år siden, var det nordiske samarbejde desuden foregangsregion for bla. det, der dengang hed EF.
Norden kan og skal fortsat stå stærkt, og derfor skal færre beslutninger i Nordisk Råd og de nordiske ministerråd fremover tages i fuldstændig enstemmighed, og deres kompetencer skal styrkes.
Med venlig hilsen
Daniel
Kære Daniel,
Nordisk Råd kan godt virke som en " snakkeklub ", men jeg mener at det er væsentligt med et forum, hvor nordiske problemer løses. Der er nok at tage fat på. Grænsehindringer skal elimineres, til gavn for virksomheder og enkeltpersoner. Norden er samlet set Danmarks største eksportmarked, og mange virksomheder har Norden som deres hjemmemarked. Et "grænseløst " Norden, bør derfor være målet. Jeg kan godt være enig med dig i, at det ville være at foretrække med mere kompetence, til Nordisk Ministerråd, men er det muligt ?
Med venlig hilsen
Per
Kære Per,
Efter et par magre år, hvor også opbakningen og fremmødet fra dansk side har haltet, har Danmark, som formand for Nordisk Råd i 2005, god mulighed for at påvirke samarbejdet, så rådet igen kan komme til at snakke mere om politik end om sig selv. Regeringen må kunne bruge erfaringerne fra EU-formandskabet. Et af problemerne er, at mange beslutninger fra Nordisk Råd strander, fordi de simpelthen ikke bliver fulgt op med lovgivning i de nationale parlamenter. Det er i hvert fald et område, hvor positiv udvikling er et spørgsmål om vilje.
Med venlig hilsen
Daniel
Kære Daniel,
Jeg ser nu ikke nogen grund til specielt at klandre det danske engagement.Det danske formandskab vil netop tage initiativ til en vurdering af effektiviteten i det nordiske samarbejde, herunder arbejdsdelingen. mødestruktur og frekvens, samt budgetpraksis Og så kan man kun appelere til at tiltagene udmyntes nationalt. Endeligt skal vi ikke glemme at samarbejdet er mere og andet end lovgivning. Også dialogen mellem de frivillige organisationer og foreninger spiller en stor rolle.
Med venlig hilsen
Per
Kære Per,
Det manglende danske engagement har vist sig ved utroligt ringe ministerfremmøde, men også ved politisk enegang. Fx begyndte Danmark ensidigt at indføre sprogtest på uddannelser, hvilket de øvrige nordiske lande blev godt knotne over.
Jeg fastholder, at det nordiske samarbejde skal reformeres. Ja, samarbejde er andet og mere end lovgivning, men det vil være godt for hele regionen, hvis vi får bedre mulighed for at regulere markedet på nordisk plan. Norden skal igen være forgangsregion, og derved vise resten af EU og verden at den nordiske model kan imødegå globaliseringen.
Med venlig hilsen
Daniel
Kære Daniel,
Det er netop reformer, det danske formandskab har lagt op til. Også problemet med sammenfald af møder i nordisk regi og på EU-plan vil der blive taget hånd om. Og så mener jeg ikke, vi skal "imødegå" globaliseringen. Det er ikke et spørgsmål om vi vil have globalisering, men om hvordan vi får størst gavn af globaliseringen. På en række områder kan det nordiske samarbejde vise sig værdifuldt over for netop den udfordring. Tak for debatten.
Med venlig hilsen
Per