På talefod 18 - om ældrecheck

 

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 11. november 2006

 

Spørgsmål stillet af Nordjyske Stiftstidende: Er det en hensigtsmæssig måde at bruge ressourcerne på, når statens udgifter til ældrechecken øges med 400 millioner kroner? 

 

Kære Rikke 

Regeringen og Dansk Folkeparti kunne have valgt at bruge penge på en seriøs og målrettet indsats for at hjælpe de dårligst stillede pensionister. Men I har desværre igen i år valgt den visionsløse model, hvor rigtigt mange penge går til ressourcestærke pensionister med store pensions- og boligformuer, som ikke har behov for hverken offentlig støtte eller hjælp. Derfor er pengene dårligt givet ud. 

 

Det Radikale Venstre vil hellere omlægge alle de aldersbetingede ydelser, så de svageste pensionister får en milliard kroner mere. 

 

Med venlig hilsen 

Daniel 

 

Kære Daniel 

Dansk Folkeparti glæder sig over finansloven for 2007. Det er en god og social ansvarlig finanslov, som sigter på mange af de udsatte grupper i samfundet. 

 

Loven er ikke blot til gavn for de ældre og syge, men forbedrer også vilkårene for det personale der er beskæftiget i plejesektoren. 

 

At ældrechecken får et løft med 1300 kr. om måneden betyder, at vores ældre medborgere også kan deltage i det opsving, de selv har været med til frembringe. At nogen får ondt at det, bliver deres eget problem. 

 

Med venlig hilsen 

Rikke Karlsson 

 

Kære Rikke 

I forærer de velbjærgede ældre ekstra penge til at deltage i forbrugsfestens opsving. 

 

Jeg synes, det er hjerteløst at affeje de syge, de svage og de fattigste ældre med, at hvis de har ondt af, at I ikke fokuserer på deres problemer, så må det blive deres eget problem. 

 

Jeres politik medfører, at næsten alle offentligt ansatte oplever stadigt stigende stress og byrder med administration, bureaukrati, kontrol og dokumentation. 

 

Alene i plejesektoren koster det over 100 mio. at administrere den tvungne detaljerede registrering. Pengene var bedre brugt på pleje af de ældre. 

 

Med venlig hilsen 

Daniel 

 

Kære Daniel 

Vi forærer ikke blot de velbjærgede ekstra penge, men også de syge, svage og de fattigste får del i ældrechecken. 

 

Du glemmer, at langt de fleste pensionister er uden de store pengemidler, det er mennesker, der ikke har råd til hverken dyre rejser eller udekøkken, selv om man gerne fra oppositionens side vil gøre alle ældre til millionærer. 

 

At DF skulle være skyld i det stigende antal stress-tilfælde i den offentlige sektor er ganske nyt for mig. 

 

Men vi kan dog blive enige om, at der bruges for mange penge på administration og kontrol. 

 

Med venlig hilsen 

Rikke 

 

Kære Rikke 

Ældre er lige så forskellige som alle andre. 

 

Derfor er det lige så forkert at give alle ældrecheck, som det ville være, at give alle unge SU - uanset om de er studerende eller ej. En omlægning af de eksisterende ydelser ville hjælpe de svageste ældre mindst dobbelt så godt, som de 400 mio. i bruger til mere ældrecheck. 

 

Det glæder mig, at du går imod de mange nye regler for kontrol, rapportering og dokumentation, som Dansk Folkeparti og regeringen har pålagt både de enkelte ansatte og kommunerne. Bureaukrati, der kun kan finansieres ved at lade medarbejderne løbe endnu hurtigere. 

 

Med venlig hilsen 

Daniel 

 

Kære Daniel 

Ud over ældrechecken har DF ved denne finanslov også fået gennemført, at der i fremtiden ikke sker modregning i boligstøtten. 

 

Samtidig udvides ordningen med gratis influenzavaccination til at omfatte førtidspensionister og kronisk syge. 

 

På sundhedsområdet afsættes der 100 millioner pr. år til eksperimentelbehandling af uhelbredeligt syge patienter. Herudover har DF fået udvidet sygedagpengeperioden, så den fremover kan vare op til tre år, ligesom der ikke længere sker træk i ydelsen for delvist-raskmeldte, der ikke kan få arbejde. 

 

Så jeg føler ikke at DF har handlet så hjerteløst, som de gode radikale går og mener. 

 

Med venlig hilsen 

Rikke Karlsson. 

 

[ Daniel Nyboe Andersen er 29 år og bor med sin forlovede og deres to små børn på et og fire år i Aalborg Øst, hvor han er folketingskandidat. Daniel er bachelor i humanistisk informatik og arbejder som mediekonsulent. Ved folketingsvalget i 2005 blev han 1. suppleant for Marianne Jelved, og han er valgt til byrådet i Ny Aalborg Kommune for Det Radikale Venstre. 

 

[ Rikke Karlsson er 40 år og bor i Støvring med sine tre børn. Hun har blandt andet været socialarbejder og underviser på en efterskole, ligesom hun har været ansat som skoleleder på en specialskole for adfærdsvanskelige unge. Fra august 2003 optaget på studier med henblik på videre uddannelse. Folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Frederikshavn-kredsen samt regionsrådskandidat.