På talefod 17 - om de nye Muhammed-kriser i efteråret 2006
Bragt i Nordjyske Stiftstidende 14. oktober 2006
Spørgsmål stillet af Nordjyske Stiftstidende: Hvordan håndterer Danmark bedst internt og i forhold til udlandet den nyeste debat om Muhammed-tegninger, foranlediget af offentliggørelsen af en video med unge medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom?
Kære Karen
Det er positivt, at ambassadørerne allerede har været til møde i Udenrigsministeriet. Det er også positivt, at Anders Fogh Rasmussen tager afstand fra videoen. Det havde dog nok været bedre, om der var mødt en minister op i stedet for at spise ambassadørerne af med en embedsmand.
Min største bekymring er, at Dansk Folkeparti omtaler episoden med uld i mund. Det kan hurtigt smitte af på regeringen og dermed Danmarks omdømme. Statsministeren bør indskærpe overfor Pia Kjærsgaard, at det skal være slut med uro om Danmarks officielle holdning til islam.
Med venlig hilsen
Daniel
Kære Daniel
Jeg er helt enig. Fint, at statsministeren tog afstand fra videoen - men det var jo også fuldstændigt omkostningsfrit!
Hvis han mener, det han melder ud, så bør han nu indskærpe overfor Pia Kjærsgård, at hun må tage afstand fra Dansk Folkepartis Ungdoms handlinger. Det er den bedste måde at få meldt ud, at der var tale om en lille flok ekstreme personer, helt uden fornemmelse for respekt for andre mennesker og deres religion.
Med venlig hilsen
Karen Touborg
Kære Karen
Vi har ytringsfrihed, men Danmarks omdømme er så belastet, at alting blæses voldsomt op i store dele af verden. Verden forstår ligeså lidt dansk ironi og sarkasme, som Danmark forstod Ahmed Akkaris "sjove" trusler om at dræbe Naser Khader.
Uanset om det er DFU, der som en ondsindet hån kalder burkaen "passende beklædning for tabere", om det er tegningen af Muhammed som pædofil på www.danskfolkeparti.dk, eller rygter om nyindmeldte unge radikales tegning af Muhammed som en stol, så skader det Danmarks omdømme, hvis ikke der bliver taget officielt afstand fra episoderne. Ligesom det skader islam, hvis ikke muslimske repræsentanter igen og igen tager afstand fra terror.
Med venlig hilsen
Daniel
Kære Daniel
Jeg mener klart, at vi skal værne om ytringsfriheden, men Dansk Folkeparti griber jo enhver chance til at puste ild i konflikten. De burde i stedet hælde vand på det bål deres ungdomsorganisation har tændt, ved at tage tydelig og skarp - på grænsen til det skingre - afstand fra episoden. Men det gør de ikke - tværtimod.
Hvis statsministeren mener sin fordømmelse af tegningerne, så skulle han vælge Dansk Folkeparti fra og vælge verden til, det ville gavne Danmarks ry.
Med venlig hilsen
Karen Touborg
Kære Karen
Det er den fodslæbende og mangelfulde håndtering af den første krise, som vi stadig slås med. Uden den ville det ikke være interessant at støvsuge Danmark for det mindste tegn på forhånelse af islam. En situation der er utålelig for os, der er vant til en rå men hjertelig tone i debatten. Venstres ordfører, Troels Lund Poulsen, udviser dårlig situationsfornemmelse, når han arrogant affejer debatten med henvisning til ytringsfriheden, og i øvrigt opfordrer krænkede muslimer til at lægge sag an.
Jeg tror kun, at Danmarks internationale goodwill har en chance, hvis vi går anderledes offensivt ud og slår den danske holdning fast med pallevis af syvtommersøm.
Med venlig hilsen
Daniel
Kære Daniel
Ja, den første Muhammed-krise trækker lange spor, og med den nye episode med videoen fra Dansk Folkepartis sommerskole, er vi slået tilbage til "start". Episoden er et udtryk for et afstumpet menneskesyn, en handling uden formål, men til stor skade. Men for mig er det ikke overraskende, at netop det parti som er opstået på grundlag af hadet til andre, er dem som puster til ilden.
For mig er det en af demokratiets grundpiller, at man har respekt for andre mennesker og ikke foragt. Den respekt viser Dansk Folkeparti ikke, når partiformanden Pia Kjærsgård ikke vælger at sætte sin ungdomsorganisation på plads. Det plejer i ellers i Dansk Folkepartis "ikke-demokratiske" organisation at være noget problem, at sætte nogen på plads.
Med venlig hilsen
Karen Touborg
[ Daniel Nyboe Andersen er 29 år og bor med sin forlovede og deres to små børn på et og fire år i Aalborg Øst, hvor han er folketingskandidat. Daniel er bachelor i humanistisk informatik og arbejder som mediekonsulent. Ved folketingsvalget i 2005 blev han 1. suppleant for Marianne Jelved, og han er valgt til byrådet i Ny Aalborg Kommune for Det Radikale Venstre.
[ Karen Touborg er 34 år, bor i Valsgaard ved Hobro og er folketingskandidat for SF i Hobro-kredsen samt medlem af byrådet i Mariagerfjord Kommune. Hun er cand.scient. (biolog) og arbejder på vindmøllefabrikken Siemens Wind Power i Aalborg som miljø- og sikkerhedskoordinator. Hun og manden Morten har døtrene Johanne på fem og Cecilie på et år.