På talefod 14 - om Muhammedtegningerne

 

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 11. februar 2006

 

Spørgsmål stillet af Nordjyske Stiftstidende: Bør uroen om tegningerne af Muhammed få danske medier til at behandle religiøse emner anderledes? 

 

Kære Daniel 

I denne situation er det afgørende at forsvare ytringsfriheden og tolerancen. Derfor skla vi vende os imod både reaktionære islamister og reaktionære kræfter i det danske samfund. Tegningerne i Jyllands-Posten kan ikke ses isoleret fra den omfattende hetz mod muslimer, som vi har set i Danmark de senere år. Derfor må forsvaret for ytringsfriheden og fordømmelse af ekstreme islamister kombineres med en lige så klar aftandtagen fra af al hetz mod og forhånelse af minoriteter i Danmark. Her er det vigtigt, at der følges op på de meget positive demonstrationer, der va rmed dette indhold i Aalborg lørdag den 4. februar og i København søndag den 5. februar. 

 

MVH 

Per

 

Kære Per

Trusler må aldrig få pressen til at udøve selvcensur. Uanset om ytringer bryder med gældende lovgivning eller ej, er der til gengæld ingen lov imod almindelig god opførsel og omtanke. Selvom vi har ytringsfrihed, kan folk blive (unødigt) stødt. Man kan overveje, om en historie tjener et formål, og om formålet opnås bedst muligt ved den pågældende historie. Muslimerne skal lære at respektere danskernes ytringsfrihed, og vi må vise, at vi respekterer muslimerne, men uden at gå på kompromis med vores grundlæggende værdier. Hvis verden skal videre, er der ingen anden vej end konstruktiv dialog.

 

Med venlig hilsen

Daniel

 

Kære Daniel 

Et første skridt i en sådan dialog vil være, at regeringen tager afstand fra dansk Folkepartis politik og retorik over for fremmede. Modsat opfordrer vi muslimer til at tage afstand fra ekstreme fundamentalistiske religiøse holdninger. Det vil være en begyndelse til at diskussionen om udlændinge ikke overlades til de mest yderligtgående kræfter på den danske højrefløj og blandt islamister. Herudover må regeringen tage konsekvensen af at tegningerne er en del af en forfejlet og fornedrende udlændingepolitik og tage initiativ til at rette op på denne som et led i at etablere en konstruktiv dialog i Danmark. 

 

Med Venlig Hilsen 

Per

 

Kære Per

Jeg er enig i, at det vil være befriende, hvis regeringen ville frigøre sig fra Dansk Folkeparti og den konfrontationssøgende retorik, men løsning af konflikten afhænger også især af nye toner fra betydende folk og regeringer i Mellemøsten. Lyset i mørket i Danmark er, at selv Dansk Folkeparti har måttet erkende, at der er langt flere demokratiske, ikke-fanatiske muslimer, end Naser Khader. Det høje antal danske og udenlandske muslimske debattører, der står frem med forskellige holdninger og tilgange til problematikken, kan desuden vise unge muslimer et positivt demokratisk muslimsk forbillede.

 

Med venlig hilsen

Daniel

 

Kære Daniel 

Der er brug for et opgør med de ekstreme kræfter, der forsøger at skærpe konfliken mellem folk af forskellig religiøs opfattelse. I Danmark må vi erkende, at det kræver et opgør med dem, som længe har stået bag en omfattende hetz mod alle muslimer, en diskriminerende lovgivning og krigen mod Irak. Det må være vores konkrete bidrag til den nødvendige dialog og forsoning. Det er nødvendigt, at vi tydeligt viser, at ikke alle danskere har samme opfattelse af muslimer, som Dansk Folkeparti og Jyllands-Posten. 

 

Med Venlig Hilsen 

Per

 

Kære Per

Det er godt, at JyllandsPosten ikke bringer holocaust-tegningerne. To pubertære provokationer er værre end én og modvirker den konstruktive dialog, som vi efterlyser. Men forløbet har været skidt. Det ser ud som om, man holder igen af frygt - ikke af respekt, og det er forkert. Løgnekampagner og voldelige optøjer er usympatiske og uacceptable og intet kan undskylde de ekstreme muslimers opførsel. Men jeg er enig i, at det vil være bedre, hvis vi kan undgå at begreber som empati, takt og tone og respekt, bliver slagtet på ytringsfrihedens alter. Ordet skaber stadigvæk det, det nævner.

 

Med venlig hilsen

Daniel