Ungdomskort bedre end ingenting
Bragt i Nordjyske Stiftstidende 31. oktober 2005 og 5. november (jeg takker for dobbelteksponeringen)
Spidskandidaterne fra V, S og SF til kommunalvalget i det nye Aalborg vil indføre ungdomskort til busserne. Der ville være mere perspektiv i fx at holde billetpriserne, der er steget næsten 40 procent på 4 år, i ro hele den kommende byrådsperiode, men udmeldingen er da et fremskridt.
Det er meget forståeligt, at især Mariann Nørgaard (V) har brug for et symbol på sin gode vilje. Indtil nu har hun jo mest har markeret sig ved at stå last og brast med Vibeke Gamst (K) i korstoget mod den kollektive trafik, der ifølge de to borgerlige frontkvinder var noget man brugte " for mange år siden". En udvikling som De konservative "råber hurra for". Som tillæg oplyser de i kor, at: "I dag er folk blevet mere velhavende og har egen bil eller måske to biler." Javel, ja. Vi ved altså nu, at VK i Aalborg ønsker og påskønner, at bustransport kun er for børn og ældre. Ikke så sært, at netop VK-regeringen undlod at forlænge den tidligere tilskudsordning til kollektiv transport.
Alt andet lige, vil jeg gerne stemme for en ordning med ungdomskort. Håbet er, at de unge fortsætter med at tage bussen efter de er fyldt 18 år. Jeg ved ikke, hvad S og SF har givet håndslag på, men hvis prisen bliver, at der skal skæres yderligere i køreplantimerne, som Mariann Nørgaard var ude med så sent som i august i år, så melder jeg dog pas.