Svært for konservative at sige nej

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 25.03.2003

Det er svært at være den lille i et forhold, hvor den ene er meget større end den anden, og hvor den største vel at mærke ikke er bleg for at udnytte sin overmagt. At være lille men uundværlig er en øvelse i det muliges kunst, hvor ambitionen må være at minimere skadevirkningerne af den stores tumlen rundt og ellers at indgå en masse kompromiser, hvor man får større eller mindre dele af sin vilje sneget med, når det egentlig var planen, at man skulle være stemmekvæg. Det er en evig kamp, og hvis ikke man vil tages for givet og måske helt blive glemt, så bliver man nødt til at bide fra sig hele tiden og så igen.

Da VK 27. februar fremlagde det skatteudspil, som de nu engang internt kunne blive enige om, var vi mange der frygtede, at slaget var tabt, og at de konservative ville lade sig nøjes med den lille luns de fik. På den baggrund var det med stor glæde, at jeg 14. marts læste den konservative folketingskandidat Tina Ormstrups debatindlæg i Nordyske Stiftstidende, hvor hun tager tyren ved hornene, og afviser Venstres nubrede spil på flere heste. Det er simpelthen ikke muligt at gennemføre de nødvendige reformer uden at bryde Venstres skattestop.

Det Radikale Venstre har i et nyt udspil tydeligt vist, hvor alvorlig situationen er, og hvor lidt der i virkeligheden skal til. Med udgangspunkt i præcis de samme økonomiske forudsætninger, som VK-regeringen har lagt til grund for sit skatteudspil, er det muligt at indrette skattesystemet, så stort set alle danskere kan nøjes med at betale 42 pct. i skat. Thor Pedersens eget ministerium har regnet på tallene, og kommer frem til at udspillet vil medføre 45.000-50.000 nye arbejdspladser, hvor regeringen i sit skatteudspil blot forventer en forøgelse af arbejdsstyrken på 10.000-13.000 personer.

Tina Ormstrup fremhæver i sit indlæg, at der pt. er tre socialdemokratiske partier; S, V og DF. I et politisk klima, hvor det systembevarende er i højsædet af frygt for at skræmme vælgerne, spiller man hasard med velfærdssamfundet på længere sigt.

For Det Radikale Venstre er hverken ejendomsbeskatning, fradrag for fagforeningskontingent, befordringsfradrag eller bygningsafskrivningregler for erhvervslivet hellige køer, når det handler om at modernisere og fremtidssikre velfærdssamfundet. Derimod vil vi, modsat De Konservative, ikke gå med til at skære yderligere i u-landsbistanden.

Uenighederne om midlerne til trods, er jeg sikker på, at R og K også i de kommende år kan få meget godt ud af at samarbejde om målet: At nedsætte personskatterne og forøge arbejdsudbuddet for at sikre velfærdssamfundet. De Konservative får vel også svært ved at sige nej, når vi tilbyder et langt simplere skattesystem end det eksisterende. Når hverken V eller S viser overvældende vilje til at tage den nødvendige velfærdsdebat, så vil jeg endda gå så langt som til at hævde det er vores pligt i R og K at stille os lidt på bagbenene, så DF ikke får held til at hælde cement om det nuværende system, med uoverskuelige følger for samfundsøkonomien til følge.