Pisk uden gulerod
Bragt i Nordjyske Stiftstidende 29. januar 2005
Danmarks ungdom opfordres hermed til at melde sig til fronten i kamp mod VK-regerings undergravning af danske borgeres rettigheder, hvor det nu er de unge, der står for tur.
Venstre, med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen, vil nu fjerne myndige 18-19åriges ret til kontanthjælp. Selvom forslaget er 100 procent pisk og 0 procent gulerod, prøver Fogh alligevel at sælge det som noget nyt og noget godt – og det næste bliver vel, at man påstår der er chokolade indeni! I virkeligheden er forslaget hverken nyt eller godt, men med den nuværende strøm af valgløfter skulle det ikke undre, om der fulgte et stykke chokolade med. Indpakning er der i hvert fald rigeligt af.
Sandheden er, at forslaget ikke indeholder andet end straf til de svageste unge, der har problemer med at få sig en uddannelse. Problemer som regeringen i høj grad selv har været med til at skabe, idet Den Frie Ungdomsuddannelse er fjernet, daghøjskoleloven er afskaffet, brugerbetalingen på bl.a. VUC er steget voldsomt mv.
Konsekvensen af denne politiske linie, der også bruges mod de nye danskere i forbindelse med deres indtrædelse på arbejdsmarkedet i form af den diskriminerende ”starthjælp” er udelukkende, at allerede svage befolkningsgrupper bliver stillet endnu dårligere.
Det er på tide, at vi danskere svage som stærke gør op med den konomiske kassetænkning, og får menneskeligheden og velfærden tilbage i den danske velfærdspolitik.