Lovgivning og moralisering

Bragt i LokalRadikalen, medlemsblad for Det Radikale Venstre i Nordjyllands Amt, Marts 2004

Regeringen tabte vistnok første runde i værdikampen, men i stedet for at kaste håndklædet i ringen, har de mere eller mindre ubemærket indledt anden runde, hvor det ikke længere er de kulturradikale smagsdommere, men derimod enkeltsager fra dagspressen, der får et moralsk skud for boven. Som den nyeste skinmanøvre, der skal dække over, at V og K i skyggen af det statiske skattestop ikke længere kan blive enige om ret mange nye, konkrete initiativer internt, har ministrerne så at sige valgt selv at agere smagsdommere. Siden årsskiftet har regeringen og især Venstre-ministrerne nærmest stået i kø for at få lov til at lufte deres forargelse. Et par eksempler ud af mange:

Statsministeren var ualmindelig forarget, og "det så ikke kønt ud", da nogle banker fulgte reglerne, og dermed fik nogle gevaldigt fordelagtige fradrag.

Nej, det så ikke kønt ud, men i et markedsorienteret samfund må opgaven være at lovgive sig ud af den slags. At appellere til den enkelte bestyrelses samvittighed i pengeverdenen, kan da ikke være andet end spil for galleriet og endnu et forsøg på at virke lidt naiv. "Men han mener det jo godt", er det så meningen, at vi skal sidde og tænke! Så er der heller ikke så meget fokus på, at regeringen allerede har haft adskillige chancer for at lukke hullerne, men enten ikke har været dygtige nok eller bevidst har syltet sagerne.

Indenrigsministeren var ualmindeligt forarget, da han opdagede at man i et leksikon, der fulgte med som en del af en CD-rom til de 15-16årige i folkeskolens afgangsklasser, kunne slå ord som "dyresex" og "urinsex" op.

Der blev ikke reklameret for disse sexformer, men derimod sobert informeret efterfulgt af advarsler om infektions - og smittefare mm. De omtalte - og beslægtede emner findes allerede som opslagsord i almindelige ordbøger, de er tidligere debatteret i bl.a. P3-programmet Erotica, tv2-programmet Rundfunk (der sendes om eftermiddagen), diverse ungdomsblade, og på bla. Danmarks Radios ungdomssite dr.dk/skum dukker der jævnligt spørgsmål op vedrørende disse. Ministeren ignoerer totalt at hans censur netop sætter et unødigt fokus på disse ekstreme sexformer, men til gengæld får han vist den snerpede del af befolkningen at regeringen er moralens vogter.

Ministerens reaktioner er stort set modsat af, hvad jeg havde foretrukket. Når der er tale om benhård business og finansverdenen skal reguleres, så virker jura udmærket, men her satser statsministeren altså på en moralsk pegefinger. Unges udvikling til borgere og herunder den "sexuelle dannelse" egner sig derimod ikke til forbud. At "den forbudte CD" er blevet hentet langt over 100.000 gange fra internettet og er det suverænt mest debatterede emne på diverse ungdomsdebatfora viser med al tydelighed, at forbud kun gør tingene mere interessante for teenagerne. Debat, oplysning og dialog er derimod vejen frem.

Lokalt i Aalborg havde vi også en sag omkring nytår, hvor en del af byrådet pludselig blandede sig i, hvilke lovlige arrangementer der burde afholdes i Aalborg Kongrescenter. Glædeligt var det, at det radikale byrådsmedlem Preben Pedersen stof flot frem og talte for, at hvad et privat foretagende afholder af lovlige arrangementer i sine egne bygninger, det er naturligvis ikke byrådets opgave at diktere. Mindre glædeligt har det været at opleve den radikale medieordfører Naser Khader argumentere for censur af musikprogrammet Boogie, der sendes om eftermiddagen på DR1 til kun at blive sendt over midnat. Konkret går Nasers harme på, at der er musikvideoer, hvori de medvirkendes beklædning er sparson, at der bliver brugt ord som "røv" og at en af værterne har ring i næsen! Hvad med Elvis? Han havde da også nogle provokrende hoftevrik? Eller hvad med de uhyggelige ungdomsbøger af Dennis Jürgensen? Eller hvad med rollespil? Skal det ikke også censureres? Der lever man sig jo trods alt ind i en figur, der i de fleste tilfælde slår andre figurer ihjel ganske ofte.

Som politisk parti har vi en forpligtelse til at tage aktiv stilling til etiske spørgsmål. Til gengæld så jeg gerne at de politiske partier, og især regeringen, brugte mere krudt på lovgivning og administration og mindre på at moralisere. Arbejdet på Christiansborg afspejler naturligvis nogle værdier, og selvfølgelig undgår vi ikke at diskutere moral, når det handler om individer og fællesskaber, men etiske spørgsmål trænger sig på overalt i debatten og kræver lovgivning på en række områder. Ikke mindst pga. den teknologiske udvikling. I et multietninsk samfund med religionsfrihed, regionale præg, klasseforskelle og med en broget vifte af uddannelsesmæssig baggrund politiske og filosofiske overbevisninger, kan det kun være politikeres opgave i begrænset omfang at præke moral må samfundets "moralske fællesnævner", i hvert fald set fra Christiansborg, være lovgivningen.

Jeg fornemmer at forholdet mellem moral og politik vil blive udforsket og udfordret meget mere i den kommende tid. Jeg håber andre vil gå ind i debatten enten på drv.dk eller ved at sende mig en email eller noget helt femte. Ovenstående artikel er ikke et endeligt manifest, men nærmere udtryk for nogle betragtninger, som jeg har gjort i de seneste par måneder, og som jeg fornemmer det er ganske vigtigt at få diskuteret inden vi dels bliver tromlet af regeringspartiernes leflen for de mest umiddelbare følelser og folkestemninger og dels oplever et væld af modstridende udmeldinger fra radikale kandidater.