Lavere takst bedst for rige

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 31. januar 2004

Det kan se svært ud at være imod socialdemokraternes højt profilerede forslag om at ingen må betale mere end 1000 kr. om måneden for en daginstitutionsplads. Når man regner på, hvem der får mest ud af det, hvad det vil koste og ikke mindst hvem, der skal betale, så er det imidlertid svært at se det vise, og ikke mindst det sociale, i udspillet, desværre. Intentionerne er da sikkert udmærkede.

Min partifælle Anders Samuelsen overvejer at acceptere det socialdemokratiske forslag, hvis Socialdemokraterne vil acceptere obligatorisk a-kasse. Jeg synes umiddelbart det ligner en dårlig handel, at Det Radikale Venstre finder pengene og Socialdemokraterne bruger dem, men hvis det er vilkårerne, så må S og R vel sætte sig til forhandlingsbordet og finde en fornuftig løsning.

Os, der har små børn i daginstitution, vi betaler nu efter evne. Alle der har prøvet at ansøge om hel eller delvis friplads vil erindre, at jo højere indtægt - jo højere egenbetaling. Loftet over egenbetalingen er 33% af den reelle pris. I Aalborg er den maksimale egenbetaling i den høje ende, oppe omkring 3500 kr., hvilket jeg er enig i er for højt. Dette skyldes blandt andet, at man har valgt at udnytte rammen fuldt ud, hvorfor de der tjener bedst, betaler 33%. Andre steder betaler man 30% eller mindre. Heldigvis betyder den graduerede betaling dog, at de med lave indtægter betaler væsentligt mindre eller slet intet. For at betale den høje takst skal man have en husstandsindkomst på knap 400.000.

Ifløge socialdemokraternes egne udregninger vil det koste 2 - 2.5 milliarder kr., hvis der blev sat et generelt loft på 1000 kr.. Jo større indtægt en familie har, jo større besparelse opnår de altså ved forslaget. En familie med to små børn og en årsindkomst på ca. 400.000 eller derover vil således spare op til ca. 15.000 kr. i kvartalet. Besparelsen falder drastisk med faldende indtægt, idet en tilsvarende familie med en årsindkomst på ca. 300.000 eller derunder vil spare ca. 0 kr. i kvartalet, hvis der indføres et simpelt loft, hvor stigningen i egenbetalingen stopper, når man rammer 1000 kr. om måneden. Jakob Buksti skrev da også selv i bemærkningerne til det oprindelige forslag i marts 2003, at: "Lettelsen vil blive væsentligt mindre for familier og enlige, der i forvejen har hel eller delvis friplads."

Socialdemokraterne har selvfølgelig lov til at mene, at familier med pæne indkomster skal have den største besparelse, men der er endnu et problem: Finansieringen skal blandt andet findes ved at afskaffe de særligt høje satser for børnefamilieydelse for børn under 7 år. Ganske vist kompenseres enlige, pensionister og uddannelsessøgende mere eller mindre for deres tab, men det efterlader stadig en gruppe med lave indkomster tilbage, der vil opleve et fald i børnefamilieydelsen som vil være større end eller nogenlunde på niveau med det lille eller ikke-eksisterende fald som de vil opleve i egenbetalingen af børnenes institutionspladser.

I dag forsikrer 80% sig mod ledighed gennem medlemskab af en a-kasse, men tallet er faldende. De 80%, der tager ansvar for sig selv, skal altså både forsikre sig selv og over skatten betale for, at andre arbejdsdygtige benytter vores kontanthjælpssystem som forsikring. Det er usolidarisk. Det er baggrunden for forslaget om obligatorisk a-kasse, der i øvrigt vil spare samfundet for 2-2.5 milliarder kr. Samtidig med indførelsen af det obligatoriske skal der naturligvis indføres en øget konkurrence mellem a-kasserne, hvor der allerede i dag er frit valg. Det frie valg skal understøttes af en skarpere adskillelse af fagforeninger og a-kasser, så fagforeningsmedlemmer ikke føler sig presset til at være medlem af en bestemt a-kasse.

Da det vigende a-kasse medlemsskab er en negativ skrue, håber jeg at vi kommer igennem med det solidariske forslag om obligatorisk a-kasse. Men jeg håber man finder en mere solidarisk måde at lette økonomien for børnefamilierne end den umiddelbart foreslåede. Det må da kunne gøres lidt bedre.

Jeg er altså ikke imod at hjælpe os børnefamilier, men jeg foretrækker nu engang, at lade hjælpen gå til de, der sidder hårdest i det først og at den finansieres på en måde, der ikke rammer som en boomerang.