Lad os få klare retningslinier for donorer

Bragt i Nordjyske Stiftstidende 23.03.2001

Som reaktion på mit indlæg om organdonation 18 marts modtog jeg et venligt brev. Brevskriveren havde misforstået mit budskab derhen, at jeg ser en hjernedød persons krop som statens ejendom. Kan én misfortolke min holdning, så er der givet også flere.

Det skal ALTID være det enkelte menneske, der beslutter hvorvidt han/hun ønsker at bortdonere sine organer i tilfælde af hjernedød.

Da man imidlertid ikke kan tvinge en hel befolkning, spæd som gammel, til at tage stilling til deres egen død, så må vi have klare retningslinier for, hvordan proceduren er, når en person der ikke har taget stilling, erklæres hjernedød.

I tilfælde af, at en af mine kære lå for døden, men kunne reddes ved at få indopereret et organ fra en hjernedød patient, og denne mulighed pludselig opstod, da ville jeg inderligt håbe, at afdødes familie tillod transplantation.

Hvis jeg herefter skulle se mit, og min syge slægtnings håb forsvinde lige så brat, som det opstod, og derefter følge min kære til graven, så ville min smerte være ubeskrivelig. At se håb og liv forsvinde kort efter hinanden, er en ubeskrivelig smertefuld oplevelse.

Det er givet, at hvis jeg måtte sende en af mine kære af sted til et operationsbord, hvor denne person skulle tømmes for organer, så ville dette ligeledes gøre ondt dybt ind i min sjæl. Jeg ville dog have den lille trøst, at mit afdøde familiemedlem, har reddet en anden fra at lide en for tidlig død. I modsætning til det første scenarie, da vil der desuden dog være én lykkelig familie, og ikke to ulykkelige.

Hvis ikke afdøde har givet skriftlig tilladelse/forbud, så skal de pårørende naturligvis stadig have det sidste ord. Gør ikke beslutningen om at hjælpe andre endnu sværere, ved at gøre organdonation til et aktivt tilvalg for familien, men lad det være en passiv godkendelse.

I reaktionen på mit indlæg stod, at man ikke burde diskutere dette spørgsmål, med mindre man selv har stået i situationen. Jeg kan på ingen måde erklære mig enig i dette. Des mere debat om emnet, des flere personer tager forhåbentlig selv stilling, og des færre familier vil i fremtiden stå uforberedte overfor det smertefulde valg.

Der findes ingen perfekt løsning på dette dilemma, men jeg er overbevist om, at med mit forslag, da mindsker vi smerten i verden, om end kun en smule.