Grønthøster virker
Bragt i Nordjyske Stiftstidende 10. december 2004
Hvert tredje år udarbejder OECD en undersøgelse, der sammenligner det faglige niveau blandt skolebørn i en række lande. Siden 2001, hvor den seneste undersøgelse blev gennemført, har VK-regeringen systematisk nedprioriteret ikke blot folkeskolen men hele uddannelsessektoren. Danske skolebørns faglige formåen i forhold til den konkrete undersøgelse er faldende.
Thor Pedersens grønthøster er for længst slebet skarp, og har nu haft tre år til at barbere folkeskolen. Om undervisningsministeren så i øvrigt har nok så gode intentioner er mindre interessant, da flere børn og færre penge er et næsten umuligt grundlag at operere på. Jeg er på denne baggrund desværre ikke spor overrasket over de mindre gode tal.
Regeringens uopfindsomme svar på udfordringen lader til at være endnu flere tests og mindre metodefrihed. Hvis man i stedet gav folkeskolen ressourcer og ikke mindst ro til at gennemføre de målsætninger, der allerede er projekteret, har jeg i modsætning til de siddende ministre faktisk tillid til at vi har masser kvalificerede lærere rundt omkring i det ganske land, der nok skal levere varen, hvis samfundet leverer rimelige rammer.
Hvis ikke Fogh, Tørnæs og co. snart erkender, at kvalitetsløft og grønthøster ikke går hånd i hånd i en i forvejen nedslidt folkeskole, så kan jeg godt frygte den næste OECD-sammenligning i 2007.