Genindfør skrotpræmien
Bragt lettere forkortet i Nordjyske Stiftstidende 14.februar 2004
Kære VK-regering
Jeg har opfanget Jeres signal, at I var godt trætte af Svend Auken som miljøminister, og hvad Svend har bygget op, må I rive ned. Det har os i oppositionen længe beklaget, ikke mindst af miljømæssige årsager. Helt specifikt er det område, der vækker den største undring dog Jeres modvilje imod alternative energikilder.
For det første har vi jo nogle CO2mål, som vi skal opfylde, (ikke mindst af hensyn til vores egen sundhed og miljø), men derudover higer landet efter eksportindtægter og ikke mindst arbejdspladser.
Jeg beder Jer derfor inderligt om ikke nok I, som et lille skridt i en mere fremsynet miljø og energipolitik, vil genindføre skrotningspræmien for at nedrive udslidte vindmøller for at bygge nye og mere effektive vindmøller. I lande som Tyskland og Spanien har de lignende ordninger, men I Danmark har man altså valgt at nedprioritere området 100%. Konsekvenserne ses tydeligt af, at i 2002 blev der i Danmark rejst nye vindmøller med en kapacitet på omkring 500 MegaWatt, i 2003 blev der rejst møller med 240 MegaWatt, men i år er der planlagt forsvindende få nye møller.
Hvis udviklingen var gået den modsatte vej kunne I jo også spare den kæmperegning som det jo bliver, når I vil til at købe de udenlandske CO2kvoter, der i øvrigt heller ikke gælder så mange år frem i tiden, at det virker som en holdbar løsning.
Det er klart, at udenlandske investorer, købere og forskere må se det som et negativt signal, at udviklingen så tydeligt går den forkerte vej. Danske forskeres banebrydende resultater indenfor bølgeenergi er måske for altid tabt til andre mere velvillige lande, men vores vindmølleindustri har trods alt stadig chancen for at genskabe en masse arbejdspladser, øge eksporten, eksperticen og som en behagelig sideeffekt gøre os endnu mindre afhængig af olie og kul (som jo også forurener).
Jeg beder endnu engang om at I genovervejer hvorvidt korstoget imod Svend Aukens tid i miljøministeriet virkelig er de mange penge, de mange arbejdspladser og de miljømæssige konsekvenser værd!
01. oktober 2004: Endnu engang viser det sig, at VK-regeringen ikke prioriterer miljøvenlig energi. Ikke så meget pga. det de gør, men på grund af alt de, de ikke gør/lader stå til.