Gebyrer for udeblivelse kan være en løsning

Bragt lettere redigeret i Nordjyske Stiftstidende 20. december 2003

 

Patienter der bliver væk fra operationer uden at melde afbud er skyld i længere ventelister, spild af lægers og sygeplejerskers tid og koster samfundet et betydeligt beløb.

 

Igen i år så vi hvordan stigningerne i sundhedsvæsenet åd hele det amtslige budget op med tilsvarende større besparelser på alle andre områder.

 

Venstre vil nu foreslå, at borgere, der bliver væk fra aftalt behandling på et sygehus, skal betale et strafgebyr. Dette forslag er ikke nyt, men det gør ikke forslaget dårligere, at jeg fx selv tilsluttede mig tanken på disse sider i efteråret 2002. Forslaget er først og fremmest godt, da det er positivt adfærdsregulerende, og forhåbentlig kan få folk til at melde afbud i tide, så andre kan få deres plads. Hvis ikke dette bliver tilfældet, så har jeg det fint med, at disse udeblivelser kan være med til at finansiere en del af de løbende udgifter. Akkurat som bøder for at aflevere for sent på biblioteket.

 

I dag betaler den enkelte borger allerede 20 procent af sundhedsudgifterne. Primært til tandlægebesøg, høreapparater og medicinudgifter og presset på sundhedssektoren vil med garanti også være kolossalt i de kommende år, især på grund af stadig dyrere medicin.

 

Principielt er brugerbetaling på nye områder indenfor sundhedsvæsenet betænkeligt, men alternativet til det omtalte forslag er fx et rigtig dårligt forslag, der også debatteres, nemlig brugerbetaling for almindelige lægebesøg. Lægebesøg er forebyggende, og hvis blot en lille del af befolkningen skærer lidt ned på deres besøg og venter et par dage ekstra inden de konsulterer en læge, så er hele den ekstra indtjening hurtigt ædt op af øgede udgifter til behandlinger, medicin, tabt arbejdsfortjeneste og sygedagpenge.

 

I modsætning til Venstre ser jeg gerne, at der vedtages en øvre grænse for hvor høje bøder der må opkræves af det enkelte amt. Det skulle nødig gå hen og blive sådan at folk vægrede sig ved overhovedet at tilmelde sig en operation fordi de ikke ville have råd til at betale en eventuel bøde på flere tusinde kroner.

 

Det skal retfærdigvis siges at de fleste nævner beløb i størrelsesordenen 200-400 kroner for en udeblivelse, men der har allerede nu være nogle der har nævnt, at for at der skal være en effekt, så skal bøderne måske helt op i 800-1000 kroner, og det synes jeg måske nok er lige drastisk nok. Det må gerne kunne mærkes, men man behøver ikke ligefrem at sparke til syge folk fordi de af andre personlige årsager er udeblevet. 200 kr. kan mærkes, men vælter få budgetter - 1.000 eller 1.500kr. vil være en decideret straf for mange.

 

At prioritere i velfærdsydelserne er bydende nødvendigt. Et gebyr for at udeblive fra en operation kan være en udmærket ide, der muligvis skal vedtages. Men det ændrer ikke på det store billede, at det er ved at være tid for nogle gennemgribende reformer, der tager fat om rodets onde, og fremtidssikrer velfærden. Og det ska ske ordentligt. Regeringen må fremlægge nogle visionære modeller og så må vi debattere disse og indgå nogle brede forlig inden næste valg, så alle er forpligtet til at arbejde loyalt mod de fælles mål.