En ringe trøst

Bragt i Radikal Politik (DRV´s medlemsblad) 04.04.2001

Radikal Ungdoms hovedbestyrelse har vedtaget en resolution om organdonation. Der var en relativt grundig debat forud, så hvordan det kunne ende med en følelsesmæssigt afstumpet og i praksis umulig resolution, hvor alle borgere - spæd som gammel - ved lov bydes at tage stilling til sin egen bortgang, det er mig stadig en gåde.

På et punkt har RU dog fat i noget rigtigt: Uanset hvordan vi vender og drejer det, så forestår der et uundgåeligt valg, hver gang en person bliver erklæret hjernedød.

Det er forfærdeligt at opleve et nært familiemedlem ligge ganske livløs, og så måske dog uden en skramme, og vide, at om få timer, så er det definitivt slut. I sådan en situation er det ingen nem opgave, at skulle anmode om tilladelse til at benytte afdødes organer, på trods af, at denne som udgangspunkt tolkes som værende imod dette, da afdøde ikke har givet specifikt samtykke inden sin død. Derfor er der da også mange læger, der helt undlader at spørge, og nogle (ganske få) pårørende, der ikke giver sit samtykke. Tanken om at gå imod et uudsagt ønske om at blive begravet "hel", er ganske forfærdelig.

Når lægen ikke spørger familien, eller når familien siger "nej", da træffes et skæbnesvangert valg: Det menneske, der ligger på stuen ved siden af den netop afdøde, modtager med dette "nej" samtidig sin dødsdom. Det vil være moralsk afpresning, at bruge dette som argument overfor en sørgende familie.

At spørge en familie, om de kan komme på nogen grund til, at afdøde skulle have været imod borttransplantation af sine egne organer. At give de pårørende mulighed for at få en ringe trøst i sørgens stund - den trøst, at deres kæres død ganske vist ikke har givet mening, men har hjulpet et andet menneske til livet, ved at nogle af dennes organer lever videre i en anden krop - dét ser jeg som den positive version af scenariet.

Med denne baggrund foreslår jeg den nuværende ordning "vendt på hovedet". Dermed mener jeg, at i stedet for at tolke stilheden negativt, så lad os kalde det "stiltiende samtykke". Hvis ikke afdøde har givet skriftlig tilladelse/forbud, så skal de pårørende naturligvis stadig have det sidste ord, men gør ikke beslutningen om at hjælpe andre endnu sværere, ved at gøre organdonation til et aktivt tilvalg for familien, men lad det blive til en passiv godkendelse.

Med Gallups nye tal for personlig donation, er risikoen for at krænke afdødes ønske alt andet lige større ved ikke at transplantere organer, end ved at redde menneskeliv!