Bølgeenergi er fremtiden
Jeg har for første gang skrevet tre forskellige, korte, læserbreve om det samme emne. Tirsdag d. 4. maj bragte både MetroXpress og Nordjyske Stiftstidende hver deres version. Om Ekstra Bladet greb denne "enestående chance" ved jeg ikke, for da jeg ville se efter manglede der både enkelte sider og hele aviser på biblioteket.
Det rene spild af en førerposition
Bragt i MetroXpress 4. maj 2004
Danmark er ved at tabe en unik mulighed for på verdensplan at dominere bølgeenergiindustrien på gulvet. Der er brug for en helhjertet indsats for at bevare det aktuelle, men lille forspring, der kan sikre en eksport på et tocifret milliardbeløb og op imod 20.000 arbejdspladser samt ikke mindst et bedre miljø!
Hvis ikke vi er på mærkerne nu, så scorer englænderne mfl. den profit vi ellers har alle muligheder for at høste. Derfor er det mangel på kompetent lederskab og fremsynethed, at regeringen hverken genopretter Bølgekraftudvalget, der i preioden 1997-2001 støttede forskningen i bølgeenergi med millionbevillinger eller fremrykker nogle øvrige tiltag før tidligst i år 2005.
Brug for handling - nu
Bragt i Nordjyske STiftstidende 4. maj 2004
Danmark har et lille, men ekstremt værdifuldt forspring i viden og teknologi, der kan udnytte bølgeenergi. Langsomt er det ved at gå op for regeringen, at det var en fejl, da den nedlagde Bølgekraftudvalget og dets årlige bevilling på 10 mio. i 2001, men det går alt for langsomt med at få rettet skuden ind. Der er brug for handling, ikke i morgen men i dag, så vi kan sikre en eksport på et tocifret milliardbeløb og op imod 20.000 arbejdspladser samt ikke mindst et bedre miljø!