Aslundskoven skal ikke sælges
Bragt i Nordjyske Stiftstidende 25. februar 2008
Rådmand Preben Pedersen (R) meddelte allerede før jul i Magistraten, at hvis det kommer på tale at sælge Aslund Skov, vil den radikale byrådsgruppe stemme imod. Den holdning står vi fast på.
NORDJYSKE bragte fredag den 22/2 en udtalelse fra Rådmand Henrik Thomsen (SF), hvor han tilkendegav at SF er imod salg af Aslund Skov. På den baggrund finder den radikale byrådsgruppe anledning til at udtale, at vi står ved vores holdning, at Aslund Skov ikke skal sælges.
Aslund Skov er et vigtigt rekreativt areal for kommunen og ikke mindst det omliggende lokalsamfund. Der er stier til alt fra mennesker med handicap til ryttere til hest. For turister såvel som kommunens borgere er det ligeledes et område, der med angivelse af kort og ruter samt kulturhistoriske informationer om fx Hellighøjene, vil bidrage positivt til mangfoldigheden af naturoplevelser. Vi finder det principielt forkert, at kommunen sælger ud af værdifulde kommunalt ejede rekreative arealer.
Dertil kommer at Aslund Skov ligger på et vigtigt drikkevandsområde, hvorfor der anstændigvis skal tinglyses deklarationer mod anvendelse af gødning, pesticider og andre miljøfremmede stoffer, for at beskytte grundvandet mod forurening, før arealet evt. sælges. Der skal i givet fald også tinglyses deklarationer, der sikrer fortsat offentlig adgang på arealet. Det vil nedsætte handelsværdien på skoven ganske meget. Ikke alene vil et salg være principielt forkert, der vil altså heller ikke engang være ret mange penge for kommunen i at sælge skoven.
Det Radikale Venstre er generelt enig i de synspunkter Henrik Thomsen fremførte i NORDJYSKE 22/2. Vi synes det er en god ide at kortlægge kommunens ejendomme, for at vurdere, om der kan være ide i at sælge noget, for at kunne investere i andet, som led i udviklingen af kommunen. Og den kommunale virkelighed er, at den siddende regering og dens støtteparti presser kommunerne helt urimeligt på deres økonomiske formåen ud fra kortsigtede økonomiske perspektiver. Men det er ikke fornuftigt, hvis kommunen uden omtanke for sammenhængende samfundsmæssige værdier, vælger at sælge ud af arvesølvet, for at klare det urimelige pres, som VKO udsætter os for. Det minder mere om panik på kort sigt end langsigtet planlægning.