#dkpol #fv11
Landsindsamlingen "Afrika nu" samlede 110 mio. kr. ind til hjælp for de mennesker, der er truet på livet af den akutte hungersnød i Afrika. Det var et fantastisk resultat fra Danmark – og så midt i en alvorlig økonomisk krise.
DF syntes, at dét var perfekt timing til at foreslå den samlede u-landsbistand beskåret med 20 pct., hvoraf 1,9 mia. kr. skal gå til: "Løbende velfærdssikring i Danmark". Altså rendyrket "tag fra de hungersramte og giv til almindelige danskere".
Pia K. vil faktisk tage så mange penge fra u-landsbistanden, at det vil kræve 17 årlige indsamlinger, der giver lige så stort overskud, som Afrika Nu gjorde det. Det svarer til et nyt "Afrika Nu"-show hver 3. uge året rundt hvert år.
I gamle dage, dvs. inden DF fik magten over VK, gik Danmark foran og kæmpede for at overholde målet om, at give en pct. af BNP i u-landshjælp. Og vi "snød" ikke ved at bruge pengene på gældseftergivelse, eksportstøtte til danske virksomheder osv.
Jeg tror og håber på, at vi kan få empatien og værdigheden tilbage. Også overfor lande og mennesker i nød. Jeg vil i hvert fald gøre min stemme gældende.
Bragt i Nordjyske Stiftstidende 30. august
